Thanksgiving-ferie del 2: New Orleans

IMG_9263Efter at have kørt i mange timer gennem fire stater ankom vi godt trætte til New Orleans. Der var ikke tvivl om, at vi var kørt ind i en sydstatsby; således kunne vi høre i bilradioen om et slagtilbud, der gik på “jewelry, guns, toys and tools for the whole family!” i en reklame for det lokale storcenter, og på hotellet skulle værten også lige fortælle os om, hvilken gade, der er sikrest at gå på om aftenen. Velkommen til syden!

IMG_9336IMG_9347Vi boede i det kvarter, som hedder French Quarter – det eneste område i byen, som ikke blev oversvømmet dengang med orkanen. Kvarteret består af de fineste små fransk-inspirerede huse i pastelfarver, hyggelige små gyder og i det hele taget en meget afslappet stemning – meget, meget anderledes fra alle andre steder i USA, som jeg har set. Alle lever i nuet på hippie-måden, og i New Orleans er der ingen der tager sig af, at badeværelsesdøren er overmalet med graffiti, at toilettet står og vipper lidt og at sæben kommer ud af en gammel sirupsflaske – den var ikke gået i det pæne og ordentlige Massachusetts!

IMG_9342IMG_9340IMG_9277 IMG_9287IMG_9346Det franske kvarter er fyldt med en masse befriende skøre mennesker i vilde udklædninger, drags m.m., som ikke bryder sig om, hvad andre tænker – selv de hjemløse har bare en tand mere humor end andre steder; således så vi fx en kvinde med skiltet “Lesbian need cash for a dildo”. Godt så. Byen er kendt for jazz-barer (og i det hele taget jazz på alle gadehjørner), stripklubber og en virkelig fantastisk madscene præget af inspiration fra cajun og kreol. Noget for enhver smag.

IMG_9390IMG_9392IMG_9393Den hed Scotty, og han havde selv lavet den, fortalte den hjemløse mand iført troldmandshat mig…

De her skæve eksistenser tager til New Orleans for at feste, nyde livet og slappe af til søde jazz-toner. Byen har nemlig en noget anden alkoholpolitik, end man ellers er vant til at opleve her i Guds eget land. Her kan man købe alkohol andre steder end i dertil indrettede butikker, og man må sågar tage sin drink med ud på gaden! Hvabehar! Det er jo et rent slaraffenland for tørstige skandinaver. Vi endte også med at sætte ret stor pris på det koncept, der hed “cocktails to go” – så kunne man lige nuppe sig en “Hurricane” (selvklart) på vej ned til den bedste jazzbar.

IMG_9387IMG_9264IMG_9304Betyder den afslappede, hippie-agtige, tag-livet-som-det-kommer -livsstil så, at folk er mere venstreorienterede end i resten af landet? Næ! I syden afskyr man alt, der har at gøre med staten. Derfor er der også en hæveautomat at finde i enhver bar, restaurant og butik – for hvis man kan tvinge folk til at betale med kontanter, så skal de ikke betale skat af drikkepengene (som de ellers skal, hvis der betales med kort). Enhver mulighed for at smutte uden om reglerne udnyttes til fulde. En anden ting, som New Orleans er kendt for, er korruption…

IMG_9291Det franske kvarter udgør kun en lillebitte del af New Orleans, men ikke desto mindre også stort set det eneste område, som er interessant for turister. Vi gjorde dog en lille afstikker til et område ved navn Garden District, som er karakteriseret ved abnormt store villaer i millionklassen og her alle de rige bor (fx Nicolas Cage og Sandra Bullock) – og også hjem-ghetto for de kun 20 % hvide, som bor i byen. Vores besøg til denne del af byen huskes dog bedst for, at vi blev vidner til en gut som brød ind i en parkeret bil ved hjælp af et stykke marmor han lige havde stjålet fra kirkegården… Så kender man byen igen! Den ældre hvide herre, som beskrev fyren for politiet, mente naturligvis, at han “vist nok var sort”. Ak ja. Det var også samme dag, som Ferguson-politimanden blev frikendt.

IMG_9275 IMG_9295Thanksgiving tilbragte vi om torsdagen med et festmåltid på en fin restaurant efterfulgt af den obligatoriske pecan-tærte, som var så god, at jeg ikke har nogen ord.

Det var en perfekt måde at sige farvel til fantastiske New Orleans på. Næste morgen ringede vækkeuret nemlig kl 6.30, for vi skulle nå et fly til New York… Følg med i næste afsnit!          IMG_9349 IMG_9394

Thanksgiving-ferie del 1: Atlanta

Sidste uge havde vi ferie i anledning af, at det var Thanksgiving om torsdagen. Eller, det vil sige, vi havde ferie fra onsdag til søndag. Så jeg og de sædvanlige tre (som jeg var i Cape Cod med) tog fri mandag og tirsdag, og det efterlod os med ni dage til at tage på eventyr i. og valget faldt på Atlanta, New Orleans og New York. I vaskeægte julekalender-stil bringer jeg her mine beretninger i tre dele! (dog en lidt kort julekalender med meget få låger, I know).

Første stop var i Atlanta i staten Georgia. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor valget faldt på denne by – jeg var ikke lige med i planlægningsprocessen af denne del af turen. Jeg tror måske, at det var noget med, at franske Arnaud gerne ville se verdens travleste lufthavn…

Da vi landede i Atlanta lørdag eftermiddag, gik det op for mig, at jeg ikke havde en ide om, hvor jeg var. Ikke at jeg var blevet væk fra de andre eller momentant havde glemt, hvilken by jeg befandt mig i. Nej, det gik op for mig, at jeg ikke havde en ide om, hvor i USA Atlanta (eller Georgia) befandt sig. Overhovedet. Det er vist første gang i mit liv, at jeg ikke har været i stand til at udpege min egen placering på et kort. Lidt syret fornemmelse (Og ja, der blev hurtigt rettet op på det).

IMG_9240IMG_3049Atlanta viste sig at være en jævnt kedelig by. Der var en park, som mindede en om, at byen var OL-by engang i 90’erne, hvor den nok havde en form for blomstringstid. I dag er den mest bare grå og fyldt med ualmindeligt grimme bygninger (men så igen, amerikansk arkitektur er generelt ikke noget at råbe hurra for, når man er vant til skandinavisk). De to mest berømte bysbørn og byens store trækplastre er Coca Cola og tv-stationen CNN, så dem skulle vi naturligvis besøge.

Coca Cola-museet var ganske okay, men igen var det ikke mig, der havde ytret specielt ønske om at komme til at opleve netop dette. Man blev bl.a. ledt igennem denne tilsyneladende magiske driks historie, men generelt synes jeg at firmaet havde deres eget hoved placeret lidt langt oppe i sin egen numse, om man så må sige. Det kom fx til udtryk i den sektion, hvor man ved indgangen blev “sikkerhedsscannet” fordi man nu skulle ind og se den “ægte og eneste” skrevne kopi af opskriften på cola, og man efter megen ståhej til sidst blev lukket ind i et rum og efter en nedtælling så blev præsenteret for…døren til en bankboks. Det var virkelig latterligt.

IMG_9241 IMG_9244Museets hjerte er smagsprøve-afdelingen, hvor man kan smage de over 100 læskedrikke fra firmaer over hele verden, som er en del af Coca Cola-koncernen. Det var da vi trådte her ind, at jeg kom i tanker om, at jeg egentlig ikke bryder mig synderligt om sodavand, og da jeg smagte en almindelig cola, gik det op for mig, at det eneste tidspunkt hvor jeg drikker det frivilligt, er når jeg har roskildesyge. Det kunne jeg måske have sagt mig selv tidligere, men smage skulle vi altså. Den bedste var Aqua Libre fra Spanien. Det var mineralvand.

IMG_3047 Bagefter skulle vi slå regnvejrstiden ihjel, og så fik nogen den geniale ide at tage på besøg i CNN’s hovedkontor, og det overgik cola-højborgen med 1000 %! Vi fik en guidet tur, og det var virkelig, virkelig interessant at se, hvordan nogle af verdens bedste nyheder bliver produceret.

IMG_9255Men jeg er jo også som et lille barn i en slikbutik, hver gang jeg får muligheden for at stikke hovedet ind hos DR (hvilket jeg formentlig kommer til en del oftere fra og med 5. januar, jf. dette).

Det korte besøg i Atlanta bød også på fx ægte amerikansk diner-morgenmad…

IMG_3046…og champagne i en roterende bar på byens tag.

IMG_3043Det var et fint besøg, men det behøvede bestemt ikke tage mere end de knap to døgn, det gjorde. Mandag morgen klokken meget tidligt begav vi os således i en lejet bil mod New Orleans, en tur som skulle vise sig at tage godt otte timer og lede os gennem både staterne Alabama og Mississippi for at ende i Louisiana.

Alabama var mest bare varmt og øde, og det var tydeligt, at vi havde begivet os ind i sydstaterne, men turen var det værd, for mandag eftermiddag ankom vi til en by, som bød på et noget mere spændende syn end Atlanta.

Følg med i næste afsnit, som handler om den intet mindre end fantastiske by New Orleans!

1. december

Dengang jeg var i Australien ved juletid, sagde jeg til alle, at det ikke var så slemt at være væk hjemmefra på den bedste tid af året. Det havde noget at gøre med, at det var 30 grader varmt, og at juletræerne ved siden af palmerne mest virkede som en dårlig prank. Så i og med at det ikke føltes som jul, så føltes det heller ikke som at gå glip af noget.

Jeg har for lidt tid siden brokket mig over, at de er virkeligt langsomme om at komme i gang med julestemningen herovre, fordi de først skal have overstået Halloween og Thanksgiving, før de kan starte. I torsdags var det så Thanksgiving (mere om det senere), så i weekenden regnede jeg jo med, at NU måtte amerikanerne om sider få fingeren ud. Men ved i hvad? Jeg tror, at jeg har indset, at julestemningen nok var til stede dengang før Thanksgiving – det var bare den forkerte julestemning. Jeg har i hvert fald ikke mærket noget anderledes, her efter kalenderen er begyndt at sige december.

Det, som julestemningen ude i den offentlige sfære handler mest om her, er alt det afskyelige slik man fra nu af kan købe i butikkerne. Julen er lavet af plastik og e-numre, og så er den frygtelig kommercialiseret. Den er ikke hyggelig. Og så er der jo det kæmpe issue, at julen herovre er en langt mere kristen højtid end derhjemme, hvor den (vil jeg altså vove at påstå), har lige så meget at gøre med den danske kultur og traditioner, mytiske fortællinger om nisser osv. og så det, at vi altid har fejret denne tid på året (jf. vikingernes solhvervsfester). Tager jeg fejl? Måske. Men hele religionsproblemet betyder også, at man her i Massachusetts, for ikke at træde nogen over tæerne fordi alle (især jøder) skal have lov til at udfolde sin egen religion, holder julen på et noget andet niveau. I mange folkeskoler og andre offentlige institutioner ikke må synge julesalmer, have juletræ eller fortælle juleevangeliet. Og fordi den amerikanske jul netop handler om Jesu fødsel (og coca-cola), og ikke om nisserne på loftet, så er der jo ikke meget tilbage, når man tager det væk.

For en som mig, som lever og ånder for december måned, som glæder sig til jul fra sommerferien er slut, og som stadig ser julekalender, når jeg kan komme til det (min LILLEsøster synes, jeg er frygtelig pinlig), så er det altså noget nær en katastrofe at sidde 1. december og ikke være i julestemning. Endnu mere smertefuldt bliver det, når den grusomme opfindelse Snapchat gør, at alle ens venner sender glade snaps (billeder, til dig over 50) af adventskranse, pakkekalendere, kalenderlys, æbleskiver og familiejuleklip. En lille tåre fældes hver gang.

Så i dag tænkte jeg, at det måtte der gøres noget ved! Heldigvis havde min søde mor pakket en nød-julepose til mig, da familien kom på besøg dengang i oktober. Så her til eftermiddag kom jeg sgu til at pjække en lille bitte smule fra skole, og så hoppede jeg i de uldne sokker, tændte et kalenderlys i en improviseret lysestage i form af en colaflaske (som sagt, cola er et meget vigtigt element i julen) og drak te og spiste brunkager fra mors føromtalte julepose, mens jeg så DR’s julekalender Tidsrejsen under dynen.

IMG_3265Det hjalp en lille smule!

Jeg er virkelig, virkelig glad for at være her i Boston, og savner egentlig ikke Danmark som sådan. Men jeg glæder mig nu over, at jeg når hjem til at kunne fejre dansk jul.

Lige nu kører soundtracket til Alletiders Julemand på repeat, og om lidt skal jeg ud at spise pizza med en masse søde mennesker, og i morgen lover jeg at fortælle jer om min tur til Atlanta, New Orleans og New York!

Glædelig jul!

I øvrigt…

  • Har vi allerede haft vores første sne. Jeps, for tre uger siden havde jeg nederdel og t-shirt på, og i sidste uge dalede sneen stille og roligt ned fra himlen.
  • Er jeg for meget, meget længe siden holdt op med at holde styr på, hvor mange penge jeg bruger. Mit dankort bløder, og jeg får en lille depression hver gang jeg kigger på min konto.
  • Apropos dankort så har jeg faktisk forresten ikke noget. En eller anden idiot fik fat i mine oplysninger og brugte 4000 kr i Target i Canada, hvorefter kortet blev spærret.
  • Har jeg været til min første katolske gudstjeneste – det var ikke en succes. Universitetet er jo katolsk, og vi ville bare liiiige se, hvad all the fuzz was about. Men det føltes mest som at blive lukket ind i en sekt, og kirken var propfuld af gruppepres. Jeg havde mest lyst til at snapchatte det hele. Og begyndte at sætte pris på det ham Luther satte i gang i 1536…
  • Var jeg til koncert med selveste danske Trentemøller lige her midt i lillebitte Boston i går!
  • Har jeg valgt at dumpe et fag. Aktivt, helt selv og med vilje. Det var bare lidt for meget arbejde, og jeg har i forvejen optjent ekstra point fra sommerskolen i Stockholm. Så nu går jeg i skole 8 timer om ugen og nyder livet resten af tiden.
  • Er det Thanksgiving-ferie lige om lidt, hvilket betyder en 9-dages getaway til Atlanta, New Orleans og New York, juhuu!

Halloweekend

Vi er nået til den tid på året, hvor jeg hjemme i Danmark så småt ville begynde at sætte en smule julemusik på i ny og næ, købe den første pose pebernødder i Netto og måske endda flette en julestjerne. Du ved, bare hvis jeg nu kedede mig. Mine venner poster billeder på Instagram og Facebook af juledekorationer, som allerede er oppe i gaderne, juleslik som allerede fylder butikkerne, og julepynt de allerede har lavet. Og for en all-time never-ending MEGA julefan som mig, piner det mig lidt. For julestemning i oktober eller november kan de altså ikke finde ud af herovre. Og det er der gode grunde til, for helligdagene står i kø her om efteråret. Først skal de have overstået Halloween, og derefter kommer Thanksgiving i slutningen af november. Så julen? Den begynder først 1. december. Suk.

IMG_9192Og ja ja, så sidder du der og tænker “jamen vi HAR da også Halloween i Danmark”. Det troede du! Har man været i USA i oktober, vil man vide, at Halloween på vores breddegrader ikke når amerikanernes til sokkeholderne. Det er en fejring, som varer den gode del af et par uger, og amerikanerne går a-m-o-k. Folk pynter deres husfacader med græskar og andet godt i lange baner som var det deres sidste dag på Jord, generelt er der græskar over det hele (også i din mad og i din kaffe), og planlægningen af ens færden på selve aftenen er et lige så stort issue som nytårsaften er derhjemme.

IMG_9182IMG_9200Og så er der det med kostumerne. Man skal gerne begynde at planlægge sit kostume længe i forvejen, allerhelst skal ens kostume være lidt for kort, lidt for stramt og lidt for lille (hvis man er pige), og allerallerhelst skal man også have et kostume for hver gang, man er til fest (hvilket for studerendes vedkommende vil sige minimum tre: torsdag, fredag, lørdag). Jeg har forsøgt at fortælle folk, at “Danes don’t wear costumes”. At kostumer er for børn. At jeg på ingen måde skal være iført noget latterligt kostume ude i offentligheden. Og at det altså er helt OK at møde op til en udklædningsfest uden at være klædt ud. Men lige lidt hjalp det. Bevares, jeg klæder mig gerne ud til fester hjemme på mit kollegie, hvor jeg kender de fleste og eskapaderne forbliver i den lille lukkede cirkel på Amager. Den amerikanske udklædningsmentalitet er dog en lille smule for meget til mig.

Men ak ja, kostume endte jeg i om torsdagen, som jo strengt taget ikke var den rigtige halloween-dag (men hey, hvem tæller? En fest er en fest). Det var ikke med min gode vilje, og jeg havde ikke selv valgt det – var del af en gruppe – og med et par strømpebukser under kjolen (no way skal jeg risikere at noget er for kort) gik det næsten helt smertefuldt. Det betød så også ,at jeg følte jeg havde brugt hele min udklædningskvote op, så på selve halloween gik det noget mere diskret for sig (læs: intet kostume). Aftenen var dog virkelig sjov, selvom den bød på abefest og et gedemarked uden lige. Kollegierne på universitetet var fuldstændig proppede, og kostumerne rangerede fra de virkelig opfindsomme (fx Jon Snow fra Game of Thrones) over dem, som det tydeligvis havde taget virkelig lang tid at forberede (fx Ringens Broderskab) og så til de der piger, som synes at en bikini bare er perfekt udklædning. Men lad nu dem om det. Som jeg tidligere har skrevet, så er collegefester i USA præcis som i teenagefilmene, og jeg lærte i weekenden, at Halloween foregår nøjagtig som i vores allesammens alltime favorite, Mean Girls:

Weekenden inden Halloween var vi (en gruppe af udvekslingsstuderende og mentorer) på tur til Salem, som ligger lidt nord for Boston. Salem er kendt for at have været centrum for heksejagten i det 17. århundrede, og mange kender måske byen fra filmen og bogen The Crucible (da: Smeltediglen) med Winona Ryder i rollen som bitter heksejagende teengager. Jeg gør i hvert fald, og det vækkede sursøde minder fra engelsktimer i gymnasietiden.

IMG_9191Salem har flere kælenavne, fx “The Halloween Town” og “The Witch City”. Det er ironisk, at en by, som er berømt for at have hængt alle, der havde den mindste smule med hekseri at gøre, i dag har det som enorm turistattraktion. Byen er fuld af butikker som bryster sig af at sælge alskens trolddomssager og spåkoner som kan læse din fremtid… Og til Halloween bryder helvede simpelthen løs (no pun intended), idet folk valfarter dertil for at fejre helligdagen i den by, som går for at være verdensmestre i netop det: Halloweenfejring.

IMG_9183 IMG_9187 IMG_9195 IMG_9198Salem har selvfølgelig en tryllestavsbutik

Granvoksne mennesker går gladeligt rundt iført fuldt kostume ved højlys dag midt på gaden. Det er lige så mærkeligt som at se en hund gå rundt på dens bagben. Salem er en syret by.

IMG_9184IMG_9186IMG_9180Det var altså et ganske hyggeligt sted, især for en der er lidt historisk interesseret som mig, men der var bare alt alt for mange mennesker. Og virkelig meget mærkelighed. Og så kunne jeg godt have undværet alt det der trolderi…

Således endte min Halloween! Eller ja, det var jo egentlig sådan her den begyndte, idet I fik begivenhederne lidt i omvendt rækkefølge, men hvad pokker.

Næste store helligdag er Thanksgiving, som jeg skal fejre helt nede i New Orleans! Ja sgu. Og så har jeg også købt en flybillet til Californien, nærmere bestemt Santa Cruz, hvor jeg forhåbentlig skal nede og se lidt solskin til december, når jeg bliver for træt af snevejret. Det ser sgu helt godt ud alt sammen.

PS. Jeg er generelt blevet MEGET positivt overrasket over amerikanerne og deres attituder, det er jo nok det folkefærd på kloden som der hersker flest dårlige fordomme omkring, men på et punkt må jeg altså give fordommerne en lillebitte smule ret; det her med, at amerikanerne ikke helt er bevidste om, at der ligger en verden på den anden side af pytten. Således er jeg utællelige gange blevet spurgt, om jeg ved hvad Halloween er, om det var første gang jeg prøvede det, og om vi fejrer det i Europa. Jeg tror, at cirka nul amerikanere er klar over, at det oprindeligt slet ikke var en amerikansk højtid.