Midterm season

For et par uger siden var jeg med til at lave dette indslag for nyhederne på Boston Colleges tv-station:

Midterm season har i den grad været over os.

Som sagt har jeg haft vanvittigt travlt på det seneste, og den primære grund har været de såkaldte midterms. Undervisningssystemet herovre er meget anderledes end på Københavns universitet, hvor jeg er vant til bare at møde (mere eller mindre) op til timer i fire måneder, for så at afslutte med lang læseferie og afsluttende eksamener. Så nemt slipper man ikke her! Semesteret igennem har vi både små prøver, som tæller med i den afsluttende karakter, og så midterms her i midten af semesteret, som næsten tæller for en halv eksamen. Og det hele foregår mens der bliver kørt på for fuld skrue af de vanlige afleveringer og lektier.

Det lyder hårdt, og det er det jo egentlig også, men så er det heller ikke værre. Altså, det hårde er, at man skal læse på en helt anden måde, end man er vant til, fordi man bliver testet i stoffet hele tiden. Men niveauet er klart lavere end derhjemme, og så er de der tests altså heller ikke særligt slemme…lad mig introducere jer til professor Barry, som er min underviser i faget Visual Communication Theory.

Da vi havde vores første prøve i faget for en måneds tid siden, var det noget af et kulturchok for mig. Nu har jeg ikke haft en skriftlig presensprøve siden gymnasiet, men da var det noget der var forbundet med relativt strikte regler og ikke noget med at løbe om hjørner. Så jeg fik mig noget af et kulturchok. Stemningen til prøven var vildt laid back, folks telefoner ringede midt i det hele, døren stod åben og der var generelt en del uro. Og det mærkeligste er, at det er helt almindeligt, at folk går op og spørger læreren om hjælp til spørgsmålene midt under prøven. Jeg tænkte, at det må jeg sgu da også prøve, og da jeg så gjorde det, gav hun mig svaret på spørgsmålet. Jeg har lært, at det generelt er nemt at snøre sig til flere point, og så går luften ligesom lidt ud af konceptet. Jeg tror, at alle testene kun er til for at holde de studerende ved ilden, så de husker at læse gennem semesteret. De er jo så unge og umodne her; ikke klar til at tage vare på deres eget studie.

Den første prøve var en masse spørgsmål med sandt/falsk svar, hvilket er standard herovre. Det er jeg ikke så stærk i, da jeg er vant til i Danmark at blive undervist i kritisk sans og det at diskutere, så jeg kan se både for og imod i de fleste spørgsmål, afhængigt af hvordan man ser det. Så glad blev jeg da også, da jeg opdagede, at læreren simpelthen havde talt vores point sammen forkert og givet de fleste en formgav karakter, da hun havde trukket for mange point fra. Der var tydeligvis ingen af de andre 30 studerende, som lagde mærke til det, men matematik på A-niveau i gymnasiet betaler sig tydeligvis! Så på den måde gik jeg fra et B- til et B i første prøve.

Nu havde jeg jo lært spillets regler og var klar til at kaste mig ud i prøve nummer to, som fandt sted i sidste uge. Det var sandt/falsk spørgsmål igen, men hvad gør det, man går jo bare op og får talt svaret ud af kvinden… Prøven gik rigtig godt, men den ene af de fejl, jeg fik, kunne jeg godt have været foruden, for det var jo hende, der havde givet mig svaret! Det fik hun at vide torsdag på sit kontor, og minsandten om hun ikke stryger fejlen og giver mig et A?

Og det er altså helt almindeligt at snige sig til højere karakterer på den måde. En fyr fra min klasse gik også op og sagde, at han altså kun fik denne her fejl, fordi han havde misforstået spørgsmålet…så den blev også strøget.

Det er så dumt, men hey, ikke dummere end den, der vælger ikke at udnytte systemet!

I torsdags havde jeg min sidste midterm, og så har jeg kun to små prøver og så eksamener til sidst, så i november bliver der dejligt meget tid til afslapning, fest og rejse.

Vi fejrede afslutningen på dette semesters midterm season ved at tage på Frost Ice Bar i Boston:

IMG_2890.JPGDet var sjovt, men heller ikke mere end det. Mange penge at betale for, hvad det var: en lille bitte bar hvor alt er lavet af is, det er -10 grader, og drinksene er dyre. Nu er det afprøvet!

På vej derhen gik vi forbi en oldgammel berømt kirkegård i Bostons downtown, og her så vi et vaskeægte spøgelse! I hvert fald en sær gut, som gik rundt i cirkler på den med hængelås aflåste kirkegård, iført sort tøj og med blod løbende ud af øjnene og armene flagrende som en flagermus. Det var virkelig syret, og man kan godt mærke, at Halloween-sæsonen, som er så kæmpestor herovre, er over os…

Ting jeg savner

Ja ja; det går jo strygende, jeg har det helt fantastisk, jeg vil ikke hjem og prøver lidt at glemme, at det skal ske allerede om godt otte uger. Der er alt for mange ting, jeg ikke når at få gjort.

MEN derfor kan man jo godt komme til at savne lille Danmark ind i mellem. Aspekter af det, i hvert fald.

Her et udpluk:

  1. Morgenmad uden sukker i. Det eksisterer ikke her.
  2. Friske grøntsager, GOD ost og i det hele taget ordentlig mad, der er til at betale. No wonder at de er så tykke herovre, når tomater koster en halv arm.
  3. At supermarkeder ligger over alt og i gåafstand. Her tager projekt “indkøb” en hel eftermiddag, da jeg enten skal gå en halv time eller tage toget i 15-20 minutter for at kunne købe ordentligt ind. På den tid kunne jeg være nået i både Døgn Netto, Brugsen, Fakta og Netto ude på Lorteøen.
  4. At jeg selv kan regulere for varmen i min lejlighed. Ind i mellem er her så varmt, at jeg må åbne vinduet, og hvad er pointen lige i det?
  5. At min husleje bliver betalt automatisk over PBS, og at det ikke tager en halv dag, fordi jeg skal 1) Hæve pengene i en automat – over to omgange, fordi man ikke kan hæve 5000 kr ad gangen, 2) Gå i banken og få dem til at udskrive en check mod kontanterne (!!) 3) Få dem til at lave en ny, fordi vi glemte, at vores adresse skal stå på den, 4) Gå på posthuset og sende checken til udlejer, og endelig 5) Gentage hver.eneste.måned. Suk
  6. Leverpostej… Kendere vil vide, hvor hårdt jeg kæmper. I det mindste har vi rugbrød, takket være IKEA!
  7. At kunne gå ud og spise/drikke øl uden at medbringe mit PAS (!) (de godtager ikke kørekort, da de “ikke er i stand til at verificere autenticiteten af fremmede kørekort”)
  8. I det hele taget det meste med alkohol; At kunne drikke offentligt, at kunne købe øl i et almindeligt supermarked, at kunne købe alkohol efter kl 23, at barer er åbne til efter kl 02, at kunne gå ud med mine venner under 21, også selvom de bare skal have en cola.
  9. At jeg kan se, hvornår næste tog kommer. På en app eller i det mindste på perronen.
  10. MIN CYKEL. Åhh du amerikanske offentlige transportsystem, du er så ineffektiv at det halve kunne være nok.
  11. At det halve af byen ikke har nøgle og fri adgang til min lejlighed på alle tider af dagen. Det er en smule creepy.

Sidstnævnte kræver muligvis en smule forklaring… Men det er sådan, at vores lejlighed skal jo lejes ud igen efter nytår, og i den forbindelse kæmper alle de lokale ejendomsmæglere om at få handlen i hus. Så det er ikke ualmindeligt at få et opkald a la “Hej, det er John fra det her firma, jeg har en kunde som gerne vil se på jeres lejlighed om fem minutter, er det ok?”. Og det er lige meget, om vi er hjemme eller ej. De henter nøglen hos vores udlejer og vader ind. Men vi er faktisk heldige, at de i det mindste ringer og giver et heads up; i vores venners hus kommer de gladeligt søndag morgen kl 9 uden advarsel.

Weekendtur #4: White Mountains

Phew, så gik der næsten tre uger, før der kom et nyt indlæg! Jeg har haft vanvittigt travlt med at læse til midterms (midtvejseksamener?), som der var mange af, og naturligvis også med at have det sjovt. Det hører sig til. Og så har jeg brugt tid og energi på at træffe en vigtig beslutning – for mig i hvert fald – som I nok skal høre mere om, for nu får jeg formentlig mere tid til alt det, jeg allerhelst vil lave (at skrive)!

Og nå ja, så havde jeg jo også lige visit hjemmefra, som trak mig væk fra computeren og ud i verden. Min søde familie kom nemlig på besøg hele vejen fra Danmark i sidste uge, og selvom det de første par dage var lidt som at være på tur med en flok zombier (jetlag, du er en bitch), så var det selvfølgelig rigtig rart at se dem igen.

Vi fik lavet alt det, man skal som turist i Boston; gået The Freedom Trail, set den flotte udsigt over byen fra toppen af Prudential Tower, spist clam chowder og lobster roll i Quincy Market (manner, det kommer jeg til at savne, når jeg forlader Bean Town!), shoppet igennem på Newbury Street, set byens flotteste campus (nemlig mit eget!) osv. osv. Men nu er Boston heller ikke så stor igen, at man kan bruge vildt meget mere end en uge i byen som turist, og når det så oven i købet er oktober, man er på besøg i, så skal man selvfølgelig ud at se på efteråret. Så sidst på ugen hoppede vi i en bil og kørte til White Mountains i New Hampshire.

Selve årstiden er en kæmpe attraktion her i New England (fællesnavn for staterne i det nordøstligste USA), og efteråret er alles absolutte yndlingstid: “Oh my God I LOVE the Fall!!” er en yndet sætning. Efteråret indebærer nemlig både Halloween og Thanksgiving, som er lige så stort som jul, men grunden til at folk valfarter til netop New England er, at årstiden udfolder sig ualmindeligt smukt heroppe. Og der er altså noget om det! Farverne skifter på én gang til gul, neon-orange, blodrød og endda lilla – lidt noget andet end den danske brune bøgeskov. Jeg er vild med det. Farveskiftet hedder Fall Foliage, og det at tage ud og glo på efterår har også sit helt eget navn: Leaf Peeping! Er det ikke sødt?

Så ja, jeg fandt mig selv i New Hampshires efterår for tredje weekend i træk (weekenden før havde jeg været oppe og ride på heste med nogle piger, og før det var det Mount Monadnock, som jeg har skrevet om). Vi boede på den mest nuttede inn i en lille, søvnig by midt i bjergene ved navn North Conway. Fredag vandrede vi op ad et bjerg. Det var smukt. Se selv:

IMG_9140 IMG_9144 IMG_9145 IMG_9150 IMG_9115 IMG_9121 IMG_9137 IMG_9138IMG_2833Og lidt billeder fra der, hvor vi boede:

IMG_2831IMG_2878 IMG_2880 IMG_2828

Jeg forstår altså godt, at folk rejser langt for at se det. Men det er måske bare mig.

Om ikke så længe skal jeg ud og spise sushi (halleluja for fri om fredagen), i aften skal jeg i forlystelsesparken Six Flags med Kristoffer og Erika, datteren af de der gudsbenådede mennesker, som sørgede for vores overlevelse den første uge i lejligheden (jeg skal så meget prøve en af de der sindssyge amerikanske rutsjebaner, som man kun ser i tv), og i morgen går turen til Salem, berømt for dens heksejagt og halloween-fejring, med en bunke andre udvekslingsstuderende. Alt er godt.

M

Weekendtur #3: Mount Monadnock

Tjuhej hvor det går – er der allerede gået en uge siden, at jeg kom hjem fra Cape Cod? Alting går så latterligt hurtigt, og ja, det er en kliche, som aldrig bliver for gammel: Tiden flyver når man har det sjovt!

Weekendturen er denne gang ikke rigtig en weekendtur – mere en søndagstur – men nu havde jeg jo ligesom startet et tema. En gruppe udvekslingsstuderende og mentorer drog ud i det blå for at se på efteråret i New England (det er en virkelig, virkelig stor ting), og det skulle ske på Mount Monadnock. Bjerget ligger i New Hampshire, nabostaten til Massachussets, en køretur på ca. 2 timer fra Boston. En MEGET bumlet køretur i en oldgammel gul skolebus vel at mærke…

Det var en fuldstændig fantastisk vandretur op og ned, omtrent fire timer i alt, gennem vandløb og over stejle klipper, gennem gul-rød-orange-brun-lilla skov og med frokost og den bedste udsigt som belønning på toppen. Jeg kan godt forstå, at folk rejser for at se det her efterår!

Her kommer billedstorm. Farverne kommer bare overhovedet ikke til sin ret på kamera (og da slet ikke her i WordPress, kan jeg se!), men man kunne virkelig kigge på den der udsigt og det farvespil i lang tid…

IMG_2502 IMG_2519 IMG_2528 IMG_2530 IMG_2531 IMG_2536 IMG_2547 IMG_2550 IMG_2553 IMG_2556 IMG_2557 NU er jeg helt smadret i benene, og jeg begynder at kunne mærke, hvor god den tur egentlig var (der var virkelig stejlt). Så god at mine løbesko faktisk gik i stykker, haha! Det skal belønnes med varmt karbad, god bog og vasketøj.

Vi ses!

IMG_2490

Ting der er mærkelige

  1. At jeg skal kalde mine lærere for “Professor” ved tiltale. Det føles lidt som at være med i en Harry Potter-film hver gang.
  2. At amerikanerne spiser chips til alle måltider
  3. Og at bostonske amerikanere ydermere ikke engang er tykke
  4. Det der med, at man skal have tests og quizzer hele tiden. Det er som om, at pointen med dem er, at de studerende skal nurses gennem studiet. De studerende går gladeligt op og spørger læreren om hjælp midt under testen – og da jeg gjorde det, gav hun mig svaret…det tager ligesom lidt luften ud af konceptet.
  5. At man ikke engang må komme IND på udskænkningssteder, hvis man er under 21 – også selvom man bare vil have en cola.
  6. Det amerikanske lyskrydssystem. Jeg.forstår.det.ikke. Så er der rødt for alle, og så vader/kører alle bare ud midt i det hele, og så må bilerne og sporvognen stoppe, og så…kaos.
  7. At de amerikanske studerende sætter sig på præcis samme plads hele semesteret, som de gjorde allerførste dag.
  8. At dørene til klasselokalet står på vid gab under undervisningen. What’s up with that!?
  9. At USA stadig ikke har konverteret til det metriske system. Især fordi at alle, jeg møder, siger “Ja vi kan jo godt se, at det er jer, der har fat i den lange ende” eller “Jeg har indset det for længst. Vores system giver ingen mening”, og man i skolen kun bruger det metriske. Så kom da i gang med den revolution?!
  10. Det der med, at der nærmest er nultolerance over for fravær, hvorfor alle møder syge op til undervisning. I sidste uge var der en pige fra min klasse, som hostede virkelig kraftigt, og da læreren udbrød “Herregud dog!”, svarede hun “Ja, jeg har lidt bronkitis…”. Amerika, du ender som sædvanligt med at skyde dig selv i foden med dine elitære regler.
  11. At jeg har har helt vildt meget mindre forberedelse til undervisningen end derhjemme, har færre timer end derhjemme, og ikke kører et deltidsjob ved siden af studiet, og alligevel knapt nok kan få presset mit liv ind i en uge på kun syv dage
  12. At græskar-is rent faktisk smager godt
  13. At jeg er begyndt at synes, at kaffe måske endda gør det samme
  14. At jeg allerede skal hjem om 11 uger…