Weekendtur #2: Cape Cod & Provincetown

Jeg har haft den BEDSTE weekend! Simpelthen og intet mindre.

Denne gang gik turen til Cape Cod, som er en tange/halvø som stikker ud som en bøjet arm syd for Boston. Området er kendt for dets endeløse strande og badebyen Provincetown, så det er her, det halve af Boston og omegn ferierer, når vejret er godt. Og det var det sgu i weekenden! Med temperaturer på 25-28 grader var vejrguderne i den grad med os, og vi fik lige suget det absolut sidste ud af den amerikanske sommer. Og hvilket bedre sted at gøre det end på end på Cape Cod? Præcis. Så lørdag morgen begav jeg og min flatmate Kristoffer sammen med vores franske kompagnoner Fanny og Arnaud os sydpå i en lejet bil.

mass_capecod_eDet første stop gjorde vi i byen Plymouth, lidt før the Cape. Det var i Plymouth, at de første 102 britiske kolonister gik i land i Amerika i 1620 (så vidt jeg forstod), og den historie bryster byen sig naturligvis meget af, så der er flere historiske sites at se. Vi besøgte Plimoth Plantation, som er et slags Frilandsmuseet, hvor der er lavet rekonstruktion af både Wampanoag-indianernes landsby og kolonisternes landsby, som begge er “beboet”. Det var en meget sær oplevelse… På vej ind i indianernes (må man overhovedet sige det på dansk længere?!) landsby blev man konstant mindet om, at det altså var rigtige medlemmer af Wampanoag-stammen, som man ville møde, og de ville meget gerne svare på spørgsmål, så længe man ikke var stødende eller racistisk. Det blev understreget, at de her folk IKKE spillede skuespil!

IMG_9046Inde på området var der så tre sølle hytter og et par tykke mænd iført ikke meget andet end lændeklæde og skindsko. Her stod de så “i færd med dagens gøremål”. Jeg følte mig vildt utilpas derinde – det var som at kigge på dyr i bur – og oplevelsen ledte tankerne hen på hvordan man kunne se afrikanere i Københavns Zoo for 100 år siden. Jeg fik mig dog en god snak med den ene gut, idet jeg var nødt til at høre, om de virkeligt boede her, som man ellers havde fået indtryk af fra skiltningen (for hvem gider på på et museum (der absolut ikke er beboeligt)?). Til det svarede han heldigvis “Gud nej! Jeg får fri kl 17..”. Han fortalte også om, hvordan halvdelen af dem slet ikke kom fra den omtalte stamme, og den ene af dem gik endda på college i nabobyen. Det her var bare et fritidsjob. Det værste var dog, da han fortalte, hvordan han dagligt må se fordomme og klicheer i øjnene fra dumme amerikanere, som med store øjne spørger “Er du så en ægte indianer?” (det er meget, meget uhøfligt at bruge den term i USA i dag), eller som bliver direkte bange og spørger “Bider du?” (jep, det var sket). Jeg tror ikke, at Disneys Pocahontas har hjulpet meget til at svække amerikanernes fordomme om det oprindelige folk.

IMG_9048IMG_9063Fandt denne i gavebutikken – tydeligt hvordan fremstillingen stadig er “de venlige hvide” mod de “vrede, vilde indianere”. USA, I har stadig intet lært.

Den britiske landsby var om muligt en endnu mere bizar oplevelse. Her blev vi gjort opmærksomme på, at beboerne spillede skuespil og talte, som levede de i 1627. Vi ville gerne vide, om det var de oprindelige huse, som stod – de så nemlig forholdsvis pæne ud. Så vi spurgte en flink pige med uldkjole og kyse på, og hun svarede med kunstig britisk accent “Ingen af disse huse er mere end syv år gamle…” og fortsatte, da vi ikke helt forstod: “Da vi kom hertil med båden for syv år siden…”. Alle de her mennesker lod altså som om, de levede i 1627. Det var vildt syret, for man kunne ikke have en ordentlig samtale med nogle af dem. Man blev fx spurgt “Hvad bringer jer til landet? Skal I slå jer ned her?”, og så kunne man jo svare, at man skulle studere på universitetet, men til det kunne den gamle mand med træsko og nissehue jo ikke svare en skid, for Harvard, USAs første universitet, blev først bygget årtier senere. Det var vildt underligt, men de amerikanske besøgende tog det meget seriøst, og spurgte interesseret ind til, hvordan rejsen herover havde været osv… USA er bare så fyldt med absurditeter.

IMG_9062IMG_9056IMG_9055Vi skulle have hele pakken med, og derfor skulle vi også lige se rekonstruktionen af skibe “Mayflower”, som kolonisterne kom herover på. Det var meget lille, og igen var der skuespillere, som foregav at være kommet med båden. Der sad bl.a. en pige og fortalte meget livligt om, hvordan hendes rejse havde været forfærdelig, idet hun havde været søsyg hele vejen… På det tidspunkt havde jeg ikke rigtig nogen ord tilbage, andet end at amerikanerne godt kan arbejde lidt på deres historieformidling.

IMG_9075IMG_9070Oven på den oplevelse havde vi brug for et godt måltid, og hvad bedre end HUMMER? Hummer er vildt stort i New England, og det er faktisk noget, de har ret godt styr på – resten af amerikanernes madvaner taget i betragtning. Lobster roll er en specialitet her i området, så det skulle vi naturligvis have, med havudsigt og det hele.

IMG_2307IMG_9076Vinsmagning på det lokale vineri i Plymouth blev det skam også til! De laver vin på så eksotiske ting som tranebær, abrikos og blåbær. (Og nej mor, vi praktiserede ikke “drunk driving”, da jeg lod de her tre om at smage).

Vi var klar til at køre mod Cape Cod og turens første strandtur, og ja, der blev naturligvis badet! Sandy Neck er fantastisk smuk, og der blev tid til en lille lur og solbadning. Ahh, at kunne gå på stranden få dage inden oktober melder sin ankomst – USA, du kan sgu noget alligevel…

IMG_9078IMG_2313IMG_9081Turen gik videre, vi kørte gennem the Cape langs vandet, gennem dovne småbyer, ad endeløse veje flankeret af først røde efterårsskove og senere eksotiske træer, som mest af alt mindede mig om Australien. Man burde dyrke det der roadtripping noget mere! Ved aftenstide nåede vi endedestinationen Provincetown på den nordlige spids,og blev mødt af dette fantastiske vue over byen:

IMG_9084..hvor vi selvfølgelig skulle overnatte på et vaskeægte motel (man gør vel hvad man kan, for at passe ind i Guds eget land)! Planen var, at vi ville tage ud i byen og spise, men da vi opdagede, at motellet havde pool og Jacuzzi, kom vi ikke rigtig videre, og planen blev hurtigt ændret til takeout… En lille drink blev det dog til i Provnincetown, som er fantastisk hyggelig og livlig, også om natten, med lanterner, små barer og livemusik. Det blev også tydeligt, at byen er kendt for andet end ferietilflugtssted for de rige – nemlig hovedstad for festglade homoseksuelle. Det gjorde kun stedet sjovere!

IMG_2339Aftenen sluttede på stranden ved vores motel, hvor vi ville drikke noget vin, hvilket endte i endnu en mærkværdig oplevelse. Vi stødte på en flink mand ved et bål, og vi spurgte, om vi ikke måtte sidde med. Han var i begyndelsen lidt loren, idet han arbejdede på nabo-hotellet Kalmar (opkaldt efter byen i Sverige), men han gav sig, da han fandt ud af, at vi var (delvist) fra Danmark – han gjorde meget ud at at fortælle, at han godt vidste, at Danmark og Sverige er nabolande (men han troede ikke på mig, da jeg prøvede at fortælle, at de to lande havde været i en union netop ved navn Kalmar – han havde kun hørt om den Europæiske Union…suk, altså). Bålet vist sig at være der af en grund, nemlig et kæmpestort strandbryllup, som var ved at lakke mod enden, og snart blev de øvrige stole fyldt ud af selskabets sølle rester (af 125 gæster var der 12 tilbage her kl 23.40 – og alle havde skiftet til joggingtøj). Således endte vi altså dagen som wedding crashers, men folk var virkelig søde, og vi fik både tilbudt drinks, hilst på bruden, hørt taler og oplevet gommens pinligt fulde søster. Det var en god aften!

IMG_2343Næste dag skulle vi opleve Provincetown – også kaldet Ptown – i dagslys, og det er simpelthen den hyggeligste lille badeby med den rette blanding af øko-hippie-stemning, yndigt farvede huse, strandhumør, små cafeer og overklasse-agtige gallerier. Det er nemt at forestille sig, at det her sted tiltrækker bymennesker som fluer på et fluepapir om sommeren!

IMG_2395IMG_2396IMG_2394IMG_2397IMG_2398IMG_2401IMG_2404På stranden skulle vi naturligvis igen, og vi fik anbefalet den nærliggende Race Point Beach, som ligger i et naturreservat. Den var endnu smukkere end den anden strand, vi var på, og vandet var mørkeblåt, iskoldt og blikstille. Der blev badet, dovnet og slikket sol som før – vel vidende at dette ville være årets sidste sommerdag, og dermed også badetur. Strandturen blev lige toppet, da to store, fede sæler stak hovedet op over vandet få meter fra os. Hallo, det er da natur, der vil noget! Sæler kom der flere af, men vi var vist de eneste, der følte trang til at gå amok over det.

IMG_2416IMG_2417IMG_2421Først da vi havde forladt stranden opdagede vi dette skilt:

IMG_2420Ups. “Hvidhajer i området – svøm aldrig, når der er sæler i vandet”. Men altså, vi har stadig alle lemmer i behold.

Weekenden lakkede mod enden, og vi vendte snuden mod Boston. Som sagt er Cape Cod tilflugtsstedet for det halve af Boston og omegn, så måske kunne vi godt have tænkt os til, at det halve af Boston og omegn også skal hjem derfra søndag aften… Så hjemturen blev noget længere end planlagt og spenderet i lange bilkøer, men hvad gør det, når man har godt selskab og gættelege i ærmet!

IMG_2388FullSizeRenderAlt i alt var det en helt fantastisk tur og virkelig dejlig måde at tilbringe en weekend. Hvis I nogensinde kommer til Boston ved sommertide, så tag til Cape Cod og Provincetown!

Om at blive taget under nogens vinge: mentorer, danskere og andre venlige sjæle

Da jeg landede i Cambodja dengang for tre år og en måned siden, græd jeg som pisket, da jeg skulle tilbringe den første nat alene på et buldermørkt og overophedet værelse i Phnom Penh, før jeg kunne rejse videre. Spørg selv min far; jeg mener, at en af de sms’er, jeg sendte den nat, havde ordlyden “HVAD ER DET DOG JEG HAR BEGIVET MIG UD I?!”. Til det svarede den kloge mand med Kierkegaards ord “At vove er at tabe fodfæstet en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv” samt en lovning om, at han nok skulle tjekke, om jeg kunne komme med et tidligere fly hjem. Ordene har fulgt mig siden, og det med den tidlige hjemrejse blev heldigvis ikke nødvendigt.

Sidste efterår blev jeg en del af mentorprogrammet på det humanistiske fakultet på KU, som sørger for at tage sig så godt som muligt af alle de nye humanistiske udvekslingsstuderende og give dem en ordentlig velkomst. Jeg ved, hvor svært det kan være at ankomme til et nyt land uden at kende nogen (især når man er 19 år og aldrig har gjort det før), og det ville jeg gerne bruge til at hjælpe andre. Jeg blev bl.a. mentor for Grace, som under sit udvekslingsophold boede på værelset lige oven over mig på Tietgenkollegiet. Og det sjove er, at Grace går på Boston College. Jeg blev glad for at kende hende, da jeg efter at være kommet tilbage fra New York manglede et sted at sove for en nat, og Grace var ikke sen til at tilbyde mig sofaen.

De har også et omfattende mentorprogram på Boston College, og alle udvekslingsstuderende blev taget virkelig godt imod til den første introuge her på stedet. Der bliver arrangeret mange arrangementer for os, og der er et rigtig godt socialt sammenhold mellem de udvekslingsstuderende og mentorerne. De er altid til rådighed, og flere af dem har haft udvekslingsstuderende boende på værelset de første dage, fordi de ikke havde et sted at bo. Nogle gange er det som om, at alle mentorerne er mentor for alle de udvekslingsstuderende, fordi man efterhånden har lært mange af dem at kende, og man kan altid gå til dem alle sammen. Min mentor hedder Bella, og hun finder sig heldigvis i at blive bombarderet med spørgsmål fra min side, som fx omhandler hvor det nærmeste supermarked ligger (det er en jungle), hvordan man køber billetter til footballkampen og hvor et bestemt lokale ligger. Vi ses jævnligt, og det er skønt.

Jeg er i det hele taget stor fan af hele mentor/mentee-konstellationen i alle sammenhænge; det kan være lærerigt både at få og at give hjælp, uanset kontekst. Derfor blev jeg da også ovenud begejstret, da jeg i foråret modtog en mail fra Signe fra KU’s alumnekontor ang. KU’s internationale mentorprogram. Programmet, som har eksisteret flere år i London og New York og f.o.m. i år også i Boston, går ud på, at udvekslingsstuderende fra Københavns Universitet “parres” med KU-alumner, som er bosat i den pågældende by. Jeg sendte fluks min ansøgning af sted (okay, det vil sige jeg glemte selvfølgelig alt om det og fik først ansøgt, da Signe sendte mig en venlig påmindelsesmail dagen før ansøgningsfristen nogle måneder senere), og blev i sommeren sat i kontakt med Eva, som skulle være min mentor i Boston. Eva har læst tysk og litteratur, hun har startet en non-profit hjælpeorganisation for nepalesiske kvinder, og nu bor hun i Boston. Hende og hendes mand Walter er enormt søde og hjælpsomme; det var fx Eva, som hentede mig i lufthavnen, og jeg har også været til middag hjemme hos dem.

Vi er fire KU-studerende på Boston College dette semester, og tre af os har en mentor. Mandag i sidste uge mødtes alle deltagerne i mentorprogrammet til “kick-off”, og her fik vi også mødt dem, som er udvekslingsstuderende på andre universiteter i Boston: Boston University og Northeastern University. Føromtalte Signe og hendes kollega var kommet hele vejen fra København for at være sammen med os og hjælpe os i gang med at få lavet nogle aftaler omkring mentorforløbet. Eva og jeg talte om, at jeg kan komme til at blive en del af arbejdet med de sociale medier for hendes organisation. Mødestedet var (naturligvis) det danske bageri i Medford, og det var mægtig hyggeligt.

Bakery1 Bakery2 Bakery3Men de mennesker, hvis hjælp jeg til stadighed er mest forbløffet over og taknemlig for, er Brad og Susan. Susan er dansker, og hendes søster har gået i skole med Kristoffers far. De bor nu med deres to døtre lidt uden for Boston (læs: 45 minutters kørsel). Da Kristoffer manglede et sted at sove weekenden inden vi kunne flytte ind i lejligheden, tog de ham ind – selvom de aldrig i deres liv havde mødt drengen. Der er altså noget over den amerikanske gæstfrihed! Da dagen så kom, og vi skulle flytte ind på nuværende adresse, træder vi ind i en gabende tom lejlighed, selvom vi havde aftalt, at forrige lejeres møbler kunne blive stående, så vi ikke skulle bakse med det. Og det fik altså både mig og Jasmine til at få et mindre panikanfald. Hvad skulle vi sove på? Lave mad med? Sidde på? Men her var Susan og Brad og datteren Erika (som var der den dag) straks på pletten, super effektive og ualmindeligt hjælpsomme. Mens Jasmine og jeg mest stod i hjørnet med måbende underkæbe, en tåre i øjenkrogen og et perplekst udtryk i øjnene, fik de andre hurtigt gået lejligheden igennem for at tjekke, at alt i øvrigt var som det skulle være, og gik i gang med at lave lister over alt det, vi manglede. Brad og Susan kørte hjem (JA, det var 45 minutter hver vej) og hentede tre madrasser de lige havde i overskud, foruden dyner og sengetøj og et bord og nogle klapstole, de heller ikke brugte. Og så tog de os ellers med i Walmart, Target, og hvad har vi, så vi kunne få ekviperet den lejlighed. De endte med at bruge hele deres fridag (Labour Day) sammen med os tre forvildede unger, og da vi skulle spise ude om aftenen, fik jeg ikke engang lov til at betale. Som Susan sagde, efter jeg havde kendt hende i 10 timer: “Det føles som om jeg har sendt alle mine fem børn til college denne weekend!” Jeg ved slet ikke hvad vi skulle have gjort uden dem.

Siden da har datteren Erika både taget os med i Ikea og til andre steder, når der var noget vi manglede, og som man skal bruge en bil til, og i søndags var vi til stor middag med familie og venner hjemme hos dem, “så vi kunne lære nogle folk fra Boston at kende”. Denne uge får vi en sofa, som Erikas kæreste alligevel ikke lige skulle bruge, og lørdag aften kom Brad og Susan forbi med sengestel til de madrasser, vi havde sovet på, så jeg nu har den vildeste luksusseng, hævet en meter over gulvet (det var en, Susans kollega skulle af med). Vores lejlighed ligner et nu sted, man kan bo, og det takket være familien Palmer.

Selvom jeg nu har prøvet det der med at rejse væk et par gange, og selvom jeg ikke har noget imod det nu, så er det alligevel rart med et venligt ansigt, man kan kalde “bekendt” allerede fra første møde. Og som man kan gå til, hvis der er noget, man er i tvivl om, for der vil altid være noget, der er nyt. Jeg har lovet Brad og Susan, at hvis deres børn (eller børnebørn) en dag kommer til København, så har jeg en seng klar til dem. Jeg skylder de her mennesker så meget.

Forresten… (listens comeback)

Huhej, så er det listetid igen! Ja, i bedste Nynnes Dagbog-stil fortsætter jeg traditionen med lister fra sidst, jeg havde titel af blogger. Here goes:

Forresten…

  • Har vi opdaget, at der ikke er en radiator (eller anden form for varmeapparat) i vores stue/køkken. Det begynder som regel at sne i begyndelsen af november…
  • Er der et eller andet virkelig dårligt band, som øver lige på den anden side af min væg hver dag mellem 12 og 16.
  • Har jeg meldt mig ind i BCTV, Boston Colleges tv-kanal. I går var jeg med nyhedsholdet ude og filme, og i næse uge skal jeg på redigeringsworkshop.
  • Bor vi ved siden af verdens bedste og hyggeligste isbutik, The White Mountain. Cookie Monster ice cream, og så med “Hot Yummy Peanutbutter Sauce” på – JEG DØR. Det er en farlig søndagstradition, vi har fået startet.
  • Har jeg, sammen med min flatmate Kristoffer og to franske udvekslingsstuderende, Fanny og Arnaud, planlagt en tur til Cape Cod syd for Boston i næste weekend. Det bliver dejligt at se noget andet end den her Boston College-bobbel.
  • Er jeg ved at skide grønne grise over det der creative nonfiction-fag, jeg har. Jeg kan jo ikke skrive! Alting virker vanvittigt banalt. Eller irrelevant. Og så vil de have, at andre skal LÆSE det?! Hvem gider skrive noget, som andre kan læse? På internettet fx?
  • Er jeg blevet syg…Hvilket ikke er mærkeligt, eftersom man kun får godkendt fravær, hvis man som minimum ligger med svær ebola. Så lige nu er ALLE syge, fordi ALLE tager syge i skole.

Weekendtur #1: New York, New York

newyorkKan I huske, at jeg for et par dage siden prøvede at bilde jer ind, at man godt kan føle, at der ikke sker en skid? Okay. Jeg løj (en lille smule). Fx tog jeg jo et smut til New York, allerede inden jeg havde befundet mig i Boston i to uger. Så for et par uger siden hoppede jeg, mere eller mindre spontant og helt og aldeles uforberedt på en bus mod Det Store Æble og mødtes der med Mathias, en tidligere medkollegianer fra gode, gamle København.

Muligheden bød sig, da den engelsktest, som vi udvekslingsstuderende ellers skulle have haft denne fredag i introduktionsugen, blev aflyst. Så her stod jeg med en hel dag uden mødepligt, og var i forvejen ved at blive lidt småskør og utålmodig af at vade hvileløst rundt i Boston på ellevtedagen og bare vente og vente på at få lov til at flytte ud af min kuffert og ind i lejligheden, og i det hele taget få et sted at høre til. Så hvad gør man? Man tager til New York!

IMG_9037timessquareIngen af os havde planlagt noget for turen, så det meste af weekenden blev brugt på bare at gå rundt i de forskellige nabolag. De få sølle forsøg vi gjorde på at opsøge klassiske turistfælder (Guggenheim, Natural History Museum, Rockefeller-skyskraberen) blev på en eller anden måde altid forhindret af, at vi kom efter lukketid, 20 minutter i lukketid eller lige mens der var allermest kø. Og så hed fællesnævneren tit Cental Park, hvor vi endte med at spendere en del tid på de bare to døgn, jeg befandt mig i byen. Den er i øvrigt et helt fantastisk sted, en uvurderlig byoase fyldt med klipper, søer, skov(agtigt..), oceaner af grønt græs, baseballbaner, børnefamilier, turister, løbere og andet godtfolk. Hvis man er vokset op i New Yorks glas- og betonjungle, kan jeg godt forstå, at man sætter pris på den ro og atmosfære, som man – tro det eller ej- godt kan finde i Central Park. Og næppe finder mange andre steder i den kæmpeby, som aldrig sover.

IMG_9036 centralpark1Central Park

Apropos kæmpeby, så blev ca. halvdelen af tiden (plus minus) brugt på at forsøge at hitte ud af, hvordan det der enorme metrosystem hænger sammen. Den by er jo helt åndssvagt stor (man kan snildt sidde en halv time i metroen og stadig befinde sig midt på Manhattan, uden at man rigtig kan se, at man har flyttet sig) og propfuld af mennesker alle tider af døgnet, så man skal holde tungen lige i munden for ikke at komme på afveje under jorden og dukke op et sted i Hoboken. Så ja, vi skulle altid lige beregne en god rum ekstra transporttid oven i grundet valg af forkert metrolinje. Som fx da vi havde besøgt det efter sigende ultrahippe Bushwick, mekka og moderbydel for alle verdens hipstere, nær var havnet et sted ved navn Jamaica, fordi vi lige havde glemt at se, om det nu også var den rigtige metro, vi havde taget. Efter 20 minutter gik det op for os, at vi måske skulle tjekke… Området ude omkring Bushwick (det østlige New York, mestendels beboet af indvandrere) var i øvrigt ikke noget at råbe hurra for. I de skumleste af gaderne var der ikke stor forskel fra nogle af Phnom Penhs bydele hvad angår snavs, lugt, fattigdom og generel skummelhed, og man skulle ind i mellem lige tænke sig om, om man havde lyst til at tage sin iPhone op af lommen. Altså, Cambodja er jo dejlig, men man forventer sig måske et lidt andet sanitetsniveau af hele verdens hovedstad?

highline  The High Line, en gammel jernbanestrækning lavet om til en park, som snor sig gennem det vestlige Manhattan i anden sals højde.

Jeg var kun i New York i to døgn, og selvom man nemt bliver småstresset af alle de mennesker, så er det også en by, man ikke sådan bare lige bliver færdig med at opleve. Det kan godt afsløres, at jeg overhovedet ikke er lige så forelsket i denne, som jeg er i København (eller mit nyeste by-crush, Stockholm), men det er alligevel noget særligt at gå rundt i klodens nok mest kulte og sagnomspundne by. Der er jo skrevet absurde mængder oder til og essays om New York, og jeg kan godt sætte mig ind i, at man kan blive afhængig af det sus, byen giver, og den diversitet, byen har. Jeg vil helt sikkert gerne tilbage på et tidspunkt, nu jeg alligevel er i landet, for der er mange flere ting, jeg gerne vil se, og gader, jeg gerne vil snuse til, og jeg er så småt ved at planlægge en tur i november med nogle af de andre udvekslingsstuderende.

IMG_9025

Vi lever!

Bloggen lever! Og det samme gør jeg! Halleluja, som vi ville sige det her på den katolske skole, som er Boston College. Der har ikke været et indlæg herinde i 2 1/2 år, og så tager jeg endelig ud og rejse igen, men får ikke opdateret den før der er gået næsten en måned… Ja, det er for dårligt, at jeg på mandag har været i Boston i fire uger, og I har stadig ikke hørt noget. Så nu skal det være! Det er egentlig svært, for på den ene side er der jo sket helt vildt meget, ja nærmest så meget, at jeg ikke ved, hvor jeg skal starte med at fortælle. Og så har det været nemmere bare at udskyde det der blogging… Og på den anden side så er der egentlig ikke sket en skid. Lyder det mærkeligt? Jeg læste gamle indlæg fra Cambodja og Australien igennem, og der skete jo noget hele tiden. Altså noget nyt, spændende, anderledes, som aldrig ville ske og som jeg (I) aldrig ville se i Danmark. Og herovre – ja, jeg går jo egentlig bare i skole, hænger ud i lejligheden, går til unifester, forsøger mig med det der socialisering og at hænge i med lektierne. På en og samme tid er det den samme gamle trummerum, på den anden er det nyt hver dag. Og jeg føler mig stadig ikke på nogen måde hjemmevant eller som om jeg har en rigtig hverdag. Og så kan blogskrivning nemt falde i baggrunden og blive nedprioriteret.

Gasson1Nej, det er ikke en kirke – omend universitetet jo har en noget religiøs baggrund – men derimod Gasson Hall, hvor jeg har en del af min undervisning.

Nåmen, jeg ankom jo til Boston den 18. august (!!), efter at have været hjemme på mikrovisit efter tre uger i fantastisk dejlige Stockholm, som jeg stadig savner. Jeg tror, at opholdet på sommerskolen på Stockholms Universitet var en god overgangsfase til udvekslingsopholdet, fordi jeg var revet væk fra min dagligdag, men alt var trygt og taget hånd om for os, og rammerne var dybest set de samme, som jeg er vant til. Men så ramte jeg muren i Boston og blev kastet ud i en vanvittig hektisk og absurd stressende første uge, som gik med at finde et sted at bo. Det vil jeg gerne skrive et helt indlæg om, altså boligsøgningsprocessen, men som I vel kan regne ud, så endte det jo godt i sidste ende, og jeg bor nu sammen med to andre udvekslingsstuderende; Kristoffer fra Danmark og Jasmine fra Frankrig, i en lejlighed på adressen:

hus2001 Commonwealth Avenue
Apartment #5
Boston
02135 MA
USA

…hvis nu nogen har tænkt sig at bruge det til noget. Jeg er faktisk ikke helt sikker på, om der skal stå Boston eller Brighton (bydelen), men man kan jo forsøge sig med at skrive begge.

En anden grund til, at jeg ikke har haft overskud til at lave blog før nu, er fordi der også har været en del bøvl med at få mine fag på plads. Kom ikke og sig, at livet er let i Guds eget land, the land of opportunities! Det startede med, at jeg egentlig havde fået allokeret fire ganske fine fag, som jeg glædede mig til. Men så fandt jeg ud af, at to af dem var såkaldt “writing intensive”, hvilket vil sige…ja, det giver vel egentlig sig selv. Mange opgaver, store opgaver. Studerer man kommunikation på BC, skal man følge to writing intensive kurser på fire år, så to på ét semester ville være rimelig meget i overkanten, så det måtte jeg ikke (man undrer sig over, at det overhovedet var muligt for mig at tilmelde mig to af den slags på en gang). Altså heller ikke at jeg havde lyst – jeg vil jo også gerne have et liv ved siden af studierne! Så jeg fik tiltusket mig et nyt fag, inden undervisningen gik i gang, så alt var godt. Indtil semesteret begyndte, og det viste sig, at dette fag – Mass Communication Theory, som egentlig er et ganske spændende fag – havde en v.a.n.v.i.t.t.i.g kedelig lærer, som jeg bare på ingen måde fungerede med; ingen computere, ingen powerpoints, ingen ingenting, bare ham der snakkede laaaangsomt. Så jeg begyndte at lede efter et nyt, hvilket ikke er noget problem, fordi de første 10 dage af semesteret er en såkaldt “drop/add period”, hvor man kan ændre sine fag. Det er meget almindeligt at gå til mange forskellige fag i denne periode, også fag hvor man ikke har en plads – deraf kælenavnet “shopping week”. Dealen er så at man blinker lidt kækt med dådyrøjnene, tigger og beder det bedste man har lært, for så at få overtalt læreren om, at man altså skal have en plads på det fag, selvom det reelt set er fyldt op. Så jeg prøvede og prøvede, men ingenting virkede, og som dagene skred frem, blev jeg mere og mere sikker på, at jeg ville dø af kedsomhed i selskab med Professor Morrison. Så panikken bredte sig i kroppen, som fristen kom til syne i horisonten. MEN det hele løste sig, idet jeg i tirsdags, dagen inden shopping week udløb, i ren frustration tilmeldte mig New Media and Society, som jeg ellers aldrig havde været til, men jeg var kommet frem til, at alt måtte være bedre end ham den gamle, grå nisse. Og det viste sig at være et ganske fint fag, så nu har jeg ENDELIG et fast skema og en nogenlunde stabil hverdag i vente. Og (mentalt) overskud til den her blog, måske…

Jeg skal nok forsøge at lade være med at forsømme jer alt for meget. Det ene af mine fag er nemlig et skrivefag i Creative Nonfiction, og det forventes af os, at vi skriver noget hver dag. Lige nu er jeg ved at skrive et essay om de kolde, kolde danskere mod de sprudlende og snakkesaglige amerikanere, som skal vurderes i morgen (gisp!), men noget af den træning kan vel sagtens bruges her på WordPress, mon ikke? I må lige holde mig i ørerne!

Så ja, alting ser ud til at køre lidt mere på skinner end i starten; folk er jo søde, her er stadig sommervarmt, jeg sørger for at spise noget med peanutbutter hver dag (when in Rome..), og der er en måned til, at min søde familie kommer på besøg. Og som sagt har jeg næsten været væk i fire ud af kun 18 uger – jeg er jo for pokker hjemme igen lige om lidt!

/Marie

GassonPS. I weekenden var jeg til min første rigtige fest her på universitetet, og det var præcis ligesom amerikanske collegefester er i filmene – bittesmå dorms, røde plastikkopper, beer pong og alt for mange freshmen. Se en hvilken som helst dårlig teenagefilm, og du vil forstå.