Spoergerunde

Hej igen!

Som den aegte blogger jeg nu er, vil jeg indfoere noget rigtig blogger-agtigt her paa siden.. Nemlig en spoergerunde! Hvad kunne I godt taenke jer at vide mere om min hverdag, rejse og om stedet her? Om landet, kulturen og menneskene? Noget I gaar og undrer jer over? Det er jo svaert at skrive om alt, naar jeg ikke er ved internet saa tit, saa nu faar I chancen!

M

Billeder fra Koh Rong

Folk paa vej ombord paa baaden til Koh Rong

Broen fra baaden til oeen.. Man skulle holde tungen lige i munden!

Find aben!

Billeder af landsbyen paa Koh Rong

Mrs. No naegtede at give slip paa Emily, som derfor blev tvunget til at danse med i yderligere en halv time..

Vores komfortable “senge”

Mere regn…

Der er ingen billeder fra selve ceremonien, fordi fotografering ikke er saa velset til saadan nogle arrangementer.

Ting man vaenner sig til paa Koh Rong Samloem vol. II

  1. Myrer der kravler gennem ens myggenet og ind i ens oere midt om natten naar man sover (er dog kun sket en gang).
  2. Den konstante gyngende fornemmelse af at sidde paa en baad – ogsaa naar man ikke goer det.
  3. At hvidt toej aldrig bliver rigtig hvidt igen.
  4. At spise med gaffel og ske i stedet for gaffel og kniv.
  5. Varmt drikkevand og koldt badevand.
  6. Foraeldre/barnepiger der slaar deres boern… Ikke haardt, men bare saa de ved, at de har gjort noget, de ikke maa. Som fx at lege for meget med os. Man maa jo ikke forstyrre de vigtige, hvide mennesker.

Siden sidst

Saa er jeg her igen.

Vi var jo paa Koh Rong i soendags til festival, og det var rigtig spaendende at se en anden lille landsby som vores, saa ens men alligevel saa forskellige. Halvdelen af M’Pei Bai’s indbyggere var med, og baaden var fuldstaendig proppet. Jeg tror godt vi kan have vaeret 100 mennesker ombord! For at komme fra baaden til landsbyen skulle vi gaa paa en lille bitte skroebelig baadebro, som egentlig bare bestod af to braedder paa pinde, saa gaa et lille stykke gennem junglen og saa langs den mest beskidte strand man kan forestille sig – man kunne godt se, at de i denne landsby ikke havde laert lige saa meget om affaldssortering og beach cleaning som vores. Vi blev vist til vores hus for natten, som bestod af eet noegent rum og en veranda, og vi fik udleveret bambusmaatter og hovedpuder. Sov godt!

Kl. 18 begyndte festmaaltidet, som fandt sted inde i den pagoda, hvor man ogsaa blev velsignet. Man sidder i en rundkreds i skraedderstilling og spiser sammen med sin familie – vi frivillige sad i en rundkreds sammen med vores staff. Naar man spiser faar alle tildelt enskaal ris, og saa staar hovedretten (en suppe af kylling, kartofler og spinat – lyder maerkeligt men smagte godt!) inde i midten af rundkredsen. Man tager en skefuld suppe ad gangen og spiser denne faerdig med 2-3 skefulde ris, foer man tager mere. Det gaar langsomt og er vildt besvaerligt, men jeg tror, det er fordi, man ikke maa virke graadig. Naar man spiser saadan her, saa fungerer midten af rundkredsen som “bord”, og man maa derfor ikke straekke benene ud og pege foedderne ind mod midten eller gaa igennem rundkredsen – du laegger jo heller ikke foedderne op paa bordet under julemiddagen derhjemme, vel?

Efter maaltidet gik vores gruppe sammen op til munken for at blive velsignet. Foerst gav vi ham nogle penge hver – en gestus, fordi munkene ikke har nogen anden indtaegt. Man bestemmer selv, hvor meget man vil give, men under 2 dollars kan godt virke naerrigt. Man skal sidde med foedderne ud til siden, for munken maa ikke se dine fodsaaler, og med blikket nsaenket, for man maa helst ikke se ham i oejnene. Haandfladerne er samlet ved hagen, som om man beder. Det hele var meget hurtigt overstaaet, og det var lidt som naar luften gaar ud af en ballon.. Nogle af os havde i al hemmelighed haabet paa at faa en af de der roede snore bundet om haandleddet som souvenir, men dem kan man aabenbart kun faa i et munkekloster. Munken virkede ikke engang taknemmelig, men saa mere ud som en af de der julemaend i stormagasinerne, som ser utaalmodigt ned paa koeen af ventende boern og bare gerne vil have jobbet overstaaet hurtigst muligt…

Bagefter chantede munkene i en halv time for alle de fremmoedte, og efter det fik alle haeldt en lille smule vand i haaret. Det var Mrs. Hua hjemme fra landsbyen som gik rundt og oeste vand op, og hun lyste helt op, da hun saa, at vi sad der i maengden.

Om aftenen begyndte festlighederne og alle dansede paa pladsen foran pagodaen. Vi dansede baade rigtig khmer dans i en stor flok med alle dem vi kender fra landsbyen, men der var ogsaa “moderne” dans til “moderne” musik (dvs. hvor man bare staar og hopper og ryster numsen – som man goer i DK), som de unge cambodjanere gjorde det meget i. Vores staff bad os om, at hvis vi skulle danse det her lidt mere vilde dans, saa skulle vi goere det alene i en gruppe kun med os og lidt vaek fra den store flok, saa staff kunne holde oeje med os. Vi maatte heller ikke gaa alene eller forlade pladsen. De var meget beskyttende over for os, for som de sagde: Der hjemme i landsbyen ville ingen af drengene/maendene kunne finde paa at krumme et haar paa vores hoveder, men her kunne de ikke garantere for opfoerslen fra 600 mennesker, som ikke er saa vant til at se hvide som os. Og at de ikke var vant til det, det kunne man godt maerke. Vi var ca. 10 frivillige, og hvorend vi gik, var der oejne der stirrede eller boern der pegede.

Efter al den dans var det faktisk bare rart at faa sovet, ogsaa selvom det bare var paa en bambusmaatte paa et haardt traegulv. Fra bungalowen af er vi jo vant til tynde madrasser, saa det kunne have vaeret vaerre. Jeg sov i hvert fald glimrende :) Om natten kom der regn og tordenstorm som jeg havde forudset… Og solen har vi faktisk ikke set siden.

Den forgangne uge er jeg ogsaa begyndt paa mit Advanced Open Water dykkercertifikat, som er en overbygning paa det, som jeg allerede har. For at faa det skal man have 5 adventure dyk, dvs. de skal have et bestemt tema/formaal. Det foerste dyk var ren leg og virkelig sjovt – vi skulle bl.a. slaa kolboetter og staa paa hovedet i vandet for at blive bedre til vores buoyancy (opdrift? Kender ikke det danske ord). Det har noget at goere med, hvor man ligger i vandet, og er man god, kan man kontrollere det bare med sin vejrtraekning. Siden da har vi haft et drift dive, hvor man dykker ned paa bunden og foelger med stroemmen, dvs. man bruger mindst muligt energi og luft, fordi man bare lader sig drive med. Desuden har vi haft et navigation dive, hvor vi sku lle navigere under vandet baade med og uden kompas. Det syk, som hedder underwater naturalist springer vi over, fordi vi i og for sig allerede har gjort det i form af vores surveys – det gaar ud paa, at man skal kunne naevne 5 af de fisk/dyr/whatever, som man har set paa et dyk. Og det kan vi jo sagtens, nu hvor vi er blevet eksperter i liv under vandet! Det sidste dyk er et deep dive, som skal vaere paa mere end 20 meter for at taelle. Det tager vi en dag, naar vejret bliver bedre. Jeg glaeder mig rigtig meget til det dyk – det dybeste jeg har vaeret nede indtil nu er 12,5 meter, men normatlt dykker vi ikke paa mere end 5-8 meter. Emily og jeg proever at faa vores dykkerinstruktoer overtalt til at tage os med paa et nattedyk inden hun rejser – det er noget vi begge virkelig gerne vil!

Det var vist alt for nu. Der kommer billeder fra Koh Rong og diverse andet senere. Vi ses!

M.

Regn

Saadan her ser min udsigt fra bungalowen ud, naar det regner. Man kan ikke engang se Koh Koun, oeen som ligger faa 100 meter vaek! Naar det har set saadan ud konstant i fire dage, som det gjorde sidste weekend, begynder det at blive deprimerende…

Nu har vi saa til gengaeld haft 4 dage uden regn overhovedet, saa jeg tror der ligger en tordenstorm forude og venter paa at haevne sig paa os…